102
til at fortælle Dig — Du husker jo nok, at vi forlod Floden?«
»Oh, ja.«
»Nu, ser Du, vi gjorde Regning paa, at vi snart vilde komme til en anden Flod; men der var noget galt — enten det nu var Kompasset eller Kortet eller noget andet, for vi kunde ikke træffe nogen Flod. Saa slap vort Vand op, og vi havde kun en lille Smule tilbage til Dig og — og —«
»Og Du kunde slet ikke faa Dig vadsket,« afbrød hans lille Ledsagerske alvorlig og stirrede op hans snavsede Ansigt.
»Nej, og heller ikke noget at drikke. Og Mr. Bender han var den første, der bukkede under, og saa Indian Pete og saa Mrs. Mc. Gregor, Johnny Hones, og saa din Moder, min lille.«
»Er da Moder ogsaa død?« klagede den lille Pige, idet hun skjulte Ansigtet i Forklædet og græd bitterlig.
»Ja, de døde allesammen undtagen Du og jeg. Saa tænkte jeg, at der maaske kunde være Haab om at finde Vand i denne Retning, derfor tog jeg Dig paa Skuldrene og stavrede af Sted med Dig. Men det ser ikke ud til, at vi er bedre farne her. Der er vist ikke meget Haab tilbage for os.«
»Tror Du da, at vi ogsaa nu skal til at dø?« spurgte Barnet, idet hun holdt op at græde og løftede sit taarevædede Ansigt op mod ham.
»Ja, jeg er lige ved at tro det, mit Barn.«
»Men hvorfor sagde Du dog ikke det før?« udbrød hun og smilede glad. »Du gjorde mig saa bange; men naar vi nu dør, saa kommer vi jo sammen med Moder igen.«
»Ja, det gør Du, min lille.«
