104
efter Reglerne, men det bryder han sig sikkert ikke noget om, kan Da tro. Kan Du nu ikke fremsige de Bønner, som Du plejede at sige hver Aften i Vognen, mens vi var paa Sletterne.«
»Hvorfor siger Du dem ikke selv?« spurgte Barnet med forundrede Øjne.
»Jeg kan ikke rigtig huske dem,« svarede han. »Jeg har ikke bedt selv, siden jeg var halv saa høj som denne Bøsse her. Men det er vist aldrig for sent at begynde paa at lære dem igen. Nu kan Du sige dem, saa skal jeg prøve paa at sige dem med, Slutningen kan jeg da altid sige, ved jeg.«
»Ja, men saa maa Du knæle ned, og det maa jeg ogsaa,« sagde hun og bredte Shawlet ud foran dem. »Og Du maa række dine Hænder op — saaledes; saa synes Vorherre bedre om det.«
Det var et sælsomt Syn, der nu saas midt paa den store Ødemark; men der var ikke andre end de tre Kondorer til at se paa det. Side om Side paa det smalle Shawl knælede de to vildfarne Vandrere, det lille pludrende Barn og den ældede barske Eventyrer. Hendes runde, barnlige Ansigt og hans udtærede, kantede vare begge hævede op mod den skyløse Himmel i inderlig Bønfaldelse til det frygtede Væsen, med hvem de her stod Ansigt til Ansigt; medens de to Stemmer — den ene spæd og klar, den anden dyb og grov, forenedes i Anraabelse om Barmhjertighed og Tilgivelse. Da Bønnen var endt, satte de sig atter i Læ af den store Sten, og her faldt Barnet til sidst i Søvn med Hovedet lænet op mod dets Beskytters brede Bryst. I nogen Tid vaagede han over hendes Slummer; men til sidst overvældedes ogsaa han af Søvnen. I tre Dage og Nætter havde han ikke undt sig hverken Søvn eller
