105
Hvile. Langsomt sænkede hans Øjelaag sig ned over de trætte, forvaagede Øjne, og Hovedet sank dybere og dybere ned paa hans Bryst, indtil hans graa Skæg blandedes mellem Barnets gyldne Lokker, og begge vare sunkne hen i den samme, dybe, drømmeløse Slummer.
Havde Vandreren holdt Øjnene aabne endnu en halv Time, vilde et sælsomt Syn have mødt hans Blik. Langt borte, i det fjerne, ved Saltslettens yderste Rand, hævede sig en lille Støvsky, fra først af meget ubetydelig og næppe at skelne fra Horisontens Dis, men efterhaanden højnende og bredende sig, indtil den fremtraadte som en tæt og skarpt afgrænset Taage. Denne Sky vedblev at tiltage i Størrelse, indtil det blev indlysende, at den kun kunde være bleven rejst af en vældig Blok fremdragende Skabninger.
Havde dette Syn vist sig paa et frugtbarere Strøg, vilde en Iagttager være kommen til den Slutning, at det, der nærmede sig, maatte være en af hine store Hjorder af Bisonokser, der græsse paa de udstrakte Prærier; men en saadan Formodning var helt umulig paa denne græsløse Ødemark. Alt som Støvskyen trak sig nærmere hen mod den ensomme Højde, hvorpaa de to vildfarne hvilede, fremtonede imidlertid de af Lærred overtrukne Vogne og Skikkelserne af væbnede Ryttere tydeligere og tydeligere gennem Stovtaagen, og Synet viste sig at være en stor Karavane, der drog ud mod det fjerne Vesten.
Men hvilken Karavane! Da det forreste af den havde naaet Bjærgenes Fod, var dens Bagtrop endnu ikke synlig i Horisonten. Tværs over den uhyre Slette strakte den sig som en bugtende Slange
