106
med sine Vogne og Kærrer, Ryttere og gaaende, utallige Kvinder, der stavrede af Sted under deres Byrde, og Børn, der løb ved Siden af Vognene, eller kiggede frem under disses hvide Lærredsdække. Det var tydelig nok ikke nogen almindelig Udvandrerskare, men snarere et helt Nomadefolk, der ved Omstændighedernes Magt var bleven tvungen til at søge sig et nyt Opholdssted.
Gennem den klare, stille Luft lød fra det vældige Tog en forvirret Larm af Hestevrinsken og Oksebrøl, Menneskestemmer og Vognrummel, Hjulknirken og Børneskrig; men saa stærk og gennemtrængende, den end lød, var den dog ikke tilstrækkelig til at vække de to sovende Mennesker deroppe paa Højen.
Et Stykke foran Karavanen red en Snes eller flere alvorlige Mænd med jærnhaarde Ansigter og klædte i mørke, hjemmelavede Dragter samt væbnede med Rifler. Da de vare naaede til Højens Fod, gjorde de Holdt og begyndte at raadslaa med hinanden.
»Kilderne maa være til højre, mine Brødre,« sagde en af dem, en tæt klippet, glat barberet Mand med graasprængt Haar.
»Til højre for Sierra Blanca — saa vil vi naa Rio Grande,« sagde en anden.
»Frygt kun ikke for Vandmangel,« udbrød en tredje, »han, der fik Vandet til at springe ud af Klipperne, naar hans Tjener slog paa dem med sin Stav, vil heller ikke nu forlade sit udkaarne Folk.«
»Amen. Amen!« svarede hele Flokken.
De stod netop i Begreb med at ride videre, da en af de yngste og mest skarpsynede udstødte et Raab og pegede op til den stenede Høj, der
