107
hævede sig tæt ved dem. Fra dens Top flagrede der noget ubestemmeligt rødt, som traadte tydeligt og skarpt frem mod de graa Klipper bag ved. Ved dette Syn strammede Rytterne Tøjlerne og fik travlt med at frigøre deres Rifler, medens andre Ryttere kom sprængende til for at bistaa Avantgarden. Ordet »Rødhud« lød fra alles Læber.
»Der kan ikke være Tale om Indianere her,« sagde den ældre Mand, som lod til at være deres Anfører. »Vi har passeret Pawneerne, og der findes ikke flere Stammer her, før vi er kommen over de store Bjærge.«
»Skal jeg gaa op og se, hvad det er, Broder Stangerson?« sagde en af Flokken.
»Og jeg! og jeg!« udbrød en fem—seks andre.
»Lad eders Heste blive tilbage her nede, saa vil vi vente paa jer,« svarede den ældre. I Løbet af et Par Minutter vare de unge Mænd sprungne af Hestene, havde bundet dem og vare paa Vej op ad den stejle Skraaning, der førte op til den Genstand, som havde vakt deres Opmærksomhed. Hastig og lydløst og med øvede Spejderes tilvante Dristighed og Behændighed stege de op. Deres Kammerater kunde nede fra Sletten se dem ile fra Klippe stykke til Klippestykke, indtil deres Skikkelser tegnede sig mod Himlen. Den unge Fyr, der først havde gjort Alarm, gik i Spidsen. Pludselig saa hans Fæller ham hæve Armene, som om han var helt overvældet af Forundring, og da de vare komne op til ham, bleve de lige saa forbavsede ved det Syn, der mødte dem.
Paa det lille Klippegulv, der kronede den nøgne Høj, hævede der sig en enkelt kolossal Rullesten, og op mod denne Sten laa der en høj Mand, langskæg-
