108
get og med haarde Træk, og saa mager at alle hans Knogler kom til Syne under Huden. Hans rolige Ansigt og regelmæssige Aandedrag viste, at han laa i dyb Søvn. Ved hans Side laa der et lille Barn med de runde, hvide Arme slynget om hans brune, senede Hals og det gullokkede Hoved hvilende paa hans grove Kappes Krave. Hendes røde Læber vare halvt aabne, saa at de smaa, snehvide Tænder kom til Syne indenfor, og et fornøjet Smil dvælede paa de barnlige Træk. Paa de smaa buttede Lodder havde hun pæne hvide Strømper og nydelige Sko med blanke Spænder, og dette tillige med hendes øvrige smukke og rene Dragt dannede en sælsom Modsætning til hendes Ledsagers grove, plettede Klædning. Paa det øverste af Stenen oven over dette underlige Par stod tre gravitetiske Kondorer, der ved Synet af disse ny Gæster udstødte vrede Skrig og derefter flagrede langsomt bort.
Disse uhyggelige Skrig vækkede de to sovende, der forvirrede stirrede omkring sig. Manden rejste sig vaklende og med Møje og saa ned paa Sletten, der havde været saa øde, da Søvnen overvældede ham, men som nu var bleven fuld af Liv ved denne vældige Skare Mennesker og Kvæg. Hans Ansigt antog et Udtryk af Tvivl og Vantro, idet han stirrede og gned sine Øjne med de knoglede Hænder.
»Dette her er nok, hvad Folk kalder Syner eller saadan noget,« mumlede han. Barnet havde ogsaa rejst sig op og stod og holdt ham i Kappen; hun sagde intet, men saa sig omkring med Barnets undrende, spørgende Nysgerrighed.
Den frelsende Flok fik imidlertid snart de to vildfarne overbevist om, at det ikke var noget Drømmesyn, de saa. En af dem tog den lille Pige
