109
og løftede hende op paa Skulderen, medens to andre støttede hendes udtærede og udmattede Ledsager og hjalp ham ned til deres Vogne.
»Mit Navn er John Ferrier,« forklarede Vandreren, »jeg og den lille dér er de eneste, som er tilbage af en og tyve Mennesker; alle de andre er døde af Hunger og Tørst der nede mod Syd.«
»Er det Deres Barn?« spurgte en af Mændene.
»Ja, nu er hun det vel, antager jeg,« svarede han lidt trodsig; »hun tilhører vel mig, fordi jeg hai fielst hende; ingen skal tage hende fra mig, fra i Dag af er hun Lucy Ferrier. Men hvem er ellers I?« fortsatte han og skottede med Nysgerrig hed til sine drabelige, solbrændte Redningsmænd; »det ser jo ud til at I er lige saa mange som et helt Folk.«
»Ja, lige ved ti Tusinde,« sagde en af de unge Mænd; »vi er Guds forfulgte Børn — de af Englen Merona udvalgte.«
»Dem har jeg aldrig hørt Tale om,« sagde Vandreren. »Det lader til, at han har udvalgt sig en svær Mængde.«
»Spot ikke med det, som er helligt,« sagde den anden strengt. »Vi er af dem, der tror paa de hellige Skrifter, indgravede med ægyptiske Skrifttegn paa Plader af drevet Guld, dem, der i Palmyra blev overgivet i den hellige Joseph Smiths Hænder. Vi er komne fra Nauvoo i Staten Illinois, hvor vi havde grundlagt vort Tempel: men vi er dragne derfra for at opsøge os et Tilflugtssted, hvor Voldsmanden og de ugudeliges Haand ikke kan naa os, selv om vi skal drage ind i Ørkenens Hjerte for at finde det.«
Navnet Nauvoo vakte tydelig nok John Ferriers
