110
Erindring. »Nu forstaar jeg jer,« sagde han. »I er altsaa Mormonerne.«
»Ja, vi er Mormonerne,« svarede de andre som med een Røst.
»Og hvor drager I nu hen?«
»Det ved vi ikke. Guds Haand, i Skikkelse af vor Profet, leder os af Sted. Ham maa Du nu føres frem for; han skal sige, hvad der skal gøres ved Dig.«
De havde nu naaet Klippens Pod og bleve der omringede af de forreste af Pilegrimene — blege Kvinder med ydmyge Lader, stærke, muntre Børn og strenge, alvorlige Mænd. Alle udstødte høje Raab af Forbavselse og Medlidenhed, da de saa det underlige Par. Imidlertid standsede deres Eskorte ikke, men red videre, fulgt af en stor Skare af de andre Mormoner, indtil de naaede en Vogn, der udmærkede sig frem for de andre ved sin Størrelse og sin flottere Udstyrelse. Den var ogsaa forspændt med seks Heste, medens de andre maatte nøjes med to eller højst fire.
Ved Siden af Kusken sad der en Mand, der ikke kunde være mere end tredive Aar gammel, men hvis svære Hoved og resolute Udtryk tydelig betegnede ham som Fører. Han sad og læste i en Bog med brunt Læderbind; men da Skaren nærmede sig, lagde han den bort og lyttede opmærksomt til Mændenes Beretning om, hvad der var hændet. Derpaa vendte han sig til de to vildfarne.
»Skulle vi tage eder med os,« sagde han med højtidelig Røst, »da kan dette kun ske, naar I ville antage den samme Tro, som vi have. Vi ville ikke taale nogen Ulve i vor Fold. Langt bedre vilde det være, at eders Ben laa og blegedes her paa
