118
vægelse af det rasende Dyr bragte det i Berøring med Hornene og ophidsede det til fornyet Raseri. Det var kun ved de yderste Anstrengelser, at den unge Pige kunde holde sig fast i Sadlen, og faldt hun af, da betød det det samme som en skrækkelig Død under de ustyrlige og forskræmte Dyrs Klove.
Med sit praktiske Blik saa Lucy Ferrier tydelig Farens hele Udstrækning, og vel vedblev hun at bevare sin Aandsnærværelse, men hendes Kræfter begyndte stærkt at mindskes, og halvkvalt, som hun var af den tætte Støvsky fra de urolige Dyr, maatte hun snart være bleven nødt til at give tabt i Kampen, hvis ikke en venlig Røst ved hendes Side opmuntrende havde tilraabt hende et Tilsagn om snarlig Hjælp. I det samme pressede en Rytter sig ind imellem Okserne og en kraftig og brunet Haand greb Hesten ved Bidslet, tvang den til at være rolig og ledede den med et kraftigt Greb ud gennem Driften.
»De har da ikke taget nogen Skade, Miss?« spurgte hendes Redningsmand ærbødig.
»Hun saa op i hans mørke, vilde Ansigt og lo lidt overmodig. »Nej, jeg blev blot noget forskrækket,« svarede hun. »Hvem skulde ogsaa have troet, at Poncho kunde blive saa tosset af at se en Flok Køer?«
»Det var rigtignok en Guds Lykke, at De holdt Dem i Sadelen,« sagde den anden med stor Inderlighed. Han var en høj, ung Mand med et noget vildt Ansigt, var klædt i en Jægers simple Dragt, havde en lang Riffel slængt over Skulderen og red paa en svær, rødskimlet Hingst. »Jeg kan tænke, De er John Ferriers Datter,« bemærkede han, »jeg saa Dem ride ud af han Gaard. Naar
