117
saa mange Gange for, idet hun kun tænkte paa sit Ærinde og paa, hvorledes hun skulde udføre det. De støvede Rejsende stirrede forbavsede efter hende, og selv de ubevægelige Indianere, der vare paa Vejen til Staden med deres Pelsværk, lod deres sædvanlige Stoicisme fare og undredes over den Skønhed, som ogsaa de fandt i den unge Piges »blege« Ansigt.
Hun var allerede naaet ind til Byens yderste Huse, da hun fandt Vejen helt spærret af en meget stor Drift Kvæg, der blev dreven til Torvs af en 5—6 vildt udseende Hyrder ude fra Prærierne. I sin Utaalmodighed forsøgte hun at forcere denne Forhindring ved at drive Hesten ind igennem en lille Aabning i Driften. Men næppe var hun kommen herind, før Flokken lukkede sig sammen om hende, og hun fandt sig nu tæt indeklemt mellem den langsomt fremadskridende Strøm af langhornede Okser med prustende Næsebor og vilde Øjne.
Tilvant og fortrolig, som hun var med Kvægets Behandling, blev hun dog slet ikke urolig over denne Situation, men benyttede sig med stor Paapassenhed af enhver Lejlighed, der tilbød sig, til at drive Hesten et lille Stykke frem gennem Flokken, i det Haab, at hun nok til sidst vilde slippe ud af den. Men uheldigvis kom en af Oksernes lange Horn, enten det nu var tilfældig eller forsætligt, i ublid Berøring med Hestens Flanke og gjorde Dyret helt vildt. Prustende af Raseri stejlede den lige i Vejret, kastede sig ned igen, slog bag op og kastede sig frem og tilbage med en Voldsomhed, der vilde have gjort enhver mindre øvet Rytter til Græsrytter. Situationen blev nu yderst farlig; thi enhver Be-
