125
Ældstes Harem'er — Kvinder, der græd og sygnede hen af Sorg, og som i deres Ansigter bare Spor af en ubetvingelig Rædsel. Vandrere, der vare blevne forsinkede ude mellem Bjærgene, fortalte om Bander af væbnede Mænd, der maskerede og lydløse sneg sig forbi dem i Mørket. Disse Fortællinger og Rygter antoge fast Form og Skikkelse, bleve fortalte og genfortalte, indtil der vedhæftedes dem kendte Navne, og endnu den Dag i Dag gyser den ensomme Vestens Nybygger, naar Daniter-Banden eller de hævnende Engle komme paa Tale.
Det fulde Kendskab til den Organisation, som bevirkede saa frygtelige Resultater, tjente mere til at forhøje end formindske den Rædsel, som den indgød. Ingen vidste imidlertid, hvem der var Medlem af dette ryggesløse Selskab, thi Navnene paa Deltagerne i de blodige Voldshandlinger, der øvedes i Religionens Navn, bleve holdte omhyggelig hemmelig. Den Ven, hvem man betroede sin Tvivl om Profeten og hans Mission, var maaske en af dem, der om Natten aabenbarede sig med Ild og Sværd for at udøve en skrækkelig Hævn. Derfor frygtede enhver for sin Næste, og ingen vovede at tale om de Ting, der laa ham mest paa Sinde.
En smuk Morgenstund stod John Ferrier i Begreb med at tage ud til sine Hvedemarker, da han hørte Leddet blive aabnet, og da han saa ud igennem Vinduet, fik han Øje paa en svær, lyshaaret, midaldrende Mand, der kom gaaende ned ad den lille Allé, som førte fra Vejen til Gaarden. Han fik straks en hjerteknugende Fornemmelse ved dette Syn; thi Manden var ingen anden end den store Brigham Young i egen høje Person.
Beklemt af stor Ængstelse — thi han vidste,
