131
om Morgenen ind til Saltsøstaden, og da han havde opsøgt den Mand, der sammen med de andre Minesøgere agtede sig til Nevada Bjærgene, betroede han ham sit Ærinde til Jefferson Hope. Han bad ham fortælle den unge Mand, hvilke Farer der truede hans Venner nede blandt Mormonerne, og hvor nødvendigt det var, at han hurtig kom tilbage.
Da han havde sendt dette Bud, følte han sig helt tryg til Mode og vendte hjem med et lettere Hjerte.
Da han nærmede sig sin Farm, blev han meget forbavset ved at se en Hest bunden til hver af sine Ledstolper, og endnu mere forbavset blev han, da han, idet han traadte ind i sin Dagligstue, fandt at den var taget i Besiddelse af to unge Mænd. Den ene, som havde et langt, blegt Ansigt, sad og lænede sig tilbage i Gyngestolen med Fødderne oppe paa Kakkelovnen, og den anden, en Yngling med Tyrehals og et grovt, oppustet Ansigt, stod med begge Hænder i Lommen og kiggede ud ad Vinduet, idet han fløjtede en meget populær Gadevise. Begge nikkede de til Ferrier, da han traadte ind, og han der sad i Gyngestolen, begyndte Samtalen.
»Kanske kender Du os ikke,« sagde han. »Han der er ellers den Ældste Drebbers Søn, og jeg er Joseph Stangerson, der rejste sammen med Dig i Ørkenen, da Herren udstrakte sin Haand og samlede Dig ind i sin rette Fold.«
»Hvilket han vil gøre ved al Verdens Folkeslag, naar Tidens Fylde kommer,« fortsatte den anden med snøvlende Stemme. »Hans Mølle maler langsomt, men den maler fint.«
John Ferrier hilste meget køligt; han havde allerede gættet, hvem hans to Gæster var.
