132
»Vi ere hidkomne,« vedblev Stangerson, »efter vore Fædres Raad for begge at begære din Datters Haand, at Du kan give hende til den af os, som Du og hun monne tykkes bedst om. Eftersom jeg kun har fire Hustruer, medens Broder Drebber alt har syv, forekommer det mig, at jeg har et større Krav paa hende end han.«
»Nej, nej, Broder Stangerson,« udbrød den anden, »Spørgsmaalet er jo slet ikke, hvor mange Koner vi have, men kun, hvor mange vi kunne underholde. Min Fader har nu afstaaet mig sin Mølle, og derfor maa jeg vel regnes for den rigeste af os to.«
»Ja, men mine Udsigter ere dog bedre,« sagde den anden ivrig. »Naar Herren bortkalder min Fader, da vil jeg faa hele hans Garveri og hans Læderhandel. Desuden er jeg ældre end Du og har højere Rang i Kirken.«
»Det bliver Pigens Sag at vælge,« faldt den unge Drebber ind, idet han smiskede til sit Billede i Spejlet, »vi ville overlade det til hende at afgøre Sagen.«
Under denne Samtale var John Ferrier bleven staaende paa Dørtærskelen, fraadende af Harme og næppe i Stand til at holde sin Ridepisk fra de to Gæsters Rygge.
»Nu skal jeg sige jer noget,« sagde han til sidst og tog et Par lange Skridt hen imod dem, »naar min Datter indbyder jer, saa kan I faa Lov til at komme; men indtil det sker, maa i nok holde jeres Næser herfra.«
De to Mormon-Ynglinge stirrede meget forbavsede paa ham. I deres Øjne var denne Strid imel-
