133
lem dem om hans Datters Haand den højeste Ære, der kunde times hende og hendes Fader.
»Der er to Udgange her fra Stuen!« raabte Ferrier, »Døren her og Vinduet der — hvad for en ønsker I, jeg skal besørge jer ud af?«
Hans brune Ansigt udtrykte en saa vild Harme, og hans knoglede Hænder saa saa truende ud, at hans Gæster straks sprang op og foretog et ilsomt Tilbagetog. Den gamle Farmer fulgte dem ud af Døren.
»Saa kan I jo lade mig vide, hvem af jer det skal være, naar I har afgjort Sagen imellem jer,« sagde han spottende.
»Dette her skal komme til at svie til Dig!« raabte Stangerson kridhvid af Raseri. »Du har sat Dig op mod Profeten og de fires Raad, og Du skal komme til at fortryde det til din sidste Stund!«
»Herrens Haand vil falde tungt paa Dig!« ski eg den unge Drebber, »han vil rejse sig og ramme Dig!«
»Nu skal jeg dog først se, om jeg ikke kan ramme jer,« tordnede Ferrier rasende og vilde have løbet ind efter sin Bøsse, hvis ikke Lucy havde grebet ham i Armen og holdt ham tilbage, og for han kunde rive sig løs fra hende, meldte deres Hestes Hovslag ham, at de vare uden for hans Rækkeevne.
»I fordømte Hvalpe! I uforskammede Slyngler!« raabte han og tørrede Sveden af Panden. »Jeg vil hellere se Dig i din Grav, min Pige, end opleve, at en af de Abekatte skal faa Dig til Ægte.«
»Ja, det siger jeg ogsaa, Fader,« svarede hun ivrig, »men Du kan tro, Jefferson vil snart være her.«
