134
»Vist saa — det kan ikke vare længe, før vi har ham her, det faar vi trøste os ved, for det er ikke godt at vide, hvad de nu kan finde paa.«
Det var ganske vist paa høje Tid, at en, der var i Stand til at yde Bistand og give gode Raad, kom den djærve gamle Farmer og hans Plejedatter til Hjælp. I al den Tid, Mormonerne havde været bosatte i Utah, var der ikke forekommet et eneste Tilfælde af en saa aabenlys Opsætsighed mod de Ældstes Beslutninger, og naar mindre Forseelser bleve saa strengt straffede, hvorledes maatte det saa ikke gaa denne frække Oprører. Ferrier vidste godt, at hans Rigdom og ansete Stilling slet ikke vilde gavne ham det mindste. Andre, der vare lige saa agtede og lige saa rige som han selv, vare før forsvundne, og deres Ejendomme skænkede til Kirken. Vel var han en djærv og uforsagt Mand, men han skælvede dog ved Tanken om den ubestemte, ligesom skyggeagtige Rædsel, der hang over hans Hoved. Enhver kendt Fare kunde han møde med aaben Pande, men denne Spænding paa Grund af det ubekendte truende var ikke til at holde ud. Han skjulte imidlertid sin Frygt for Datteren og lod, som om han tog det hele meget let; men med Kærlighedens skarpe Øje saa hun dog godt, hvor urolig han følte sig.
Han havde ventet fra Profeten at modtage et eller andet Bud eller en Irettesættelse paa Grund af hans opsætsige Opførsel, og heri tog han heller ikke fejl, om end det kom paa en hel anden Maade, end han havde ventet det. Da han næste Morgen stod op, fandt han til sin ubeskrivelige Overraskelse et lille firkantet Stykke Papir heftet til sit Senge-
