137
at undgaa Straffen, som hang over hans Hoved, og dog vaklede den gamle Mand ikke et Øjeblik i sin Beslutning om hellere at lade sit Liv end give sit Samtykke til det, han betragtede som sin Datters Vanære.
Han sad alene en Aften og grublede med Fortvivlelse i Hjertet over det, der var i Vente, medens han forgæves søgte en Udvej til Frelse. Samme Morgen havde Tallet 2 vist sig paa hans Vaanings Mur, og den næste Dag vilde altsaa være den sidste, som var ham tilstaaet. Hvad vilde der da ske? alle mulige ubestemte og skrækkelige Syner gled frem i hans Fantasi. Og hans Datter — hvad skulde der blive af hende, naar han var borte? Var der nogen som helst Udvej af det usynlige Garn, som stedse blev draget tættere omkring dem? Han lod Hovedet synke ned paa Bordet og græd ved Tanken om sin Afmagt.
Hvad var det? I den dybe Tavshed hørte han en sagte skrabende Lyd — meget sagte, men dog tydelig nok i Nattens Stilhed. Den kom fra Husets Dør.
Ferrier listede sig ud i Forstuen og lyttede spændt. Et Øjeblik hørte Lyden op, men saa begyndte den igen, sagte, men vedholdende. Der maatte være nogen, som meget lempeligt bankede eller gned paa Dørens Fylding. Var det maaske Snigmorderen, der kom for at udføre det hemmelige Raads Dødsdom. Eller var det en af Raadets Hjælpere, der kom for at betegne, at den sidste Naades-Dag var oprunden. John Ferrier følte, at en hastig Død vilde være bedre end den stadige Spænding, der knugede hans Hjærte og ødelagde
