138
hans Nerver. Han sprang derfor til, skød Slaaen fra og rev Døren op.
Uden for var alt fuldstændig roligt og stille; Natten var smuk og klar, og Stjærnerne blinkede med stærk Glans over hans Hoved. Den lille Forhave laa tydelig for Farmerens Øje indhegnet med Stakit og Laage, men hverken der eller paa Vejen var der noget menneskeligt Væsen at se. Med et Lettelsens Suk saa Ferrier til højre og venstre, indtil han ved tilfældig at kaste et Blik lige ned for sine Fødder, til sin store Forbavselse opdagede en Mand, der laa fladt ud paa Jorden med Ansigtet nedad og med Armene og Benene spærrede ud fra hinanden.
Saa bestyrtet blev han ved dette Syn, at han maatte læne sig op mod Væggen og knuge Hænderne mod Struben for at kvæle det Skrig, der uvilkaarlig vilde slippe fra ham. Hans første Tanke var, at den udstrakte Skikkelse var et saaret og døende Menneske, men da han atter fæstede Blikket paa den, saa han den krybe hen ad Jorden og ind i Forstuen med en Slanges Hurtighed og Lydløshed. Saa snart han var kommen ind i Huset, sprang Mennesket op, lukkede Døren og viste nu den bestyrtede Farmer Jefferson Hopes vilde og resolute Ansigt.
»Aak, Gud dog!« gispede John Ferrier, »saadan som Du dog forskrækkede mig. Hvorfor kommer Du paa den Maade?
»Giv mig noget at spise,« sagde Jefferson med hæs Stemme. »I otte og fyrretyve Timer har jeg nu hverken faaet vaadt eller tørt. Han kastede sig over det kolde Kød og Brødet, der endnu stod paa Bordet som Levninger fra Ferriers Aftensmad og fortærede det med stor Graadighed. »Hvorledes
