139
gaar det med Lucy — har hun holdt Modet oppe?« spurgte han, da han havde tilfredsstillet sin Hunger.
»Ja, hun kender ikke noget til Faren,« svarede Farmeren.
»Det er godt. Huset bliver bevogtet paa alle Sider. Det var derfor jeg maatte kravle paa alle fire hertil. De passer godt paa, det maa man lade dem, men saa paapassende er de dog ikke, at de kan faa fat i en Washor Jæger.«
John Ferrier følte sig som et helt andet Menneske, nu da han saa, at han havde faaet en hengiven Forbundsfælle. Han greb den unge Mands barkede Haand og trykkede den hjertelig. »Du er sandelig en Ven, man kan være stolt af,« sagde han. »Der er ikke mange, der paa den Maade vilde komme til os for at dele vor Fare og vore Genvordigheder.«
»Nej, det skal Du have Ret i,« svarede den unge Jæger. »Vel har jeg meget tilovers for Dig; men det vil jeg dog sige lige rent ud, at hvis Du havde været alene om denne her Forlegenhed, saa havde jeg betænkt mig to Gange, før jeg havde stukket mit Hoved ned i en saadan Hvepserede. Men det er Lucy, der trækker mig hertil, og før der skal tilstøde hende nogen Fortræd, skal der blive een mindre af Hope-Familien i Utah.
»Ja, men hvad skal vi nu gøre?«
»I Morgen er det jo den sidste Dag, og hvis vi ikke griber til Handling endnu i Nat, saa er det ude med Dig. Jeg har et Muldyr og to Heste, der staar og venter paa os nede i Ørnekløften. Hvor mange rede Penge har Du?«
»To Tusinde Dollars i Guld og fem i Banknoter.«
