140
»Det er tilstrækkeligt. Jeg har lige saa mange at lægge til. Nu maa vi se at komme til Carson City gennem Bjærgene. Det er bedst, Du vækker Lucy; det er meget heldigt, at Tjenestefolkene ikke sover her i Huset.«
Medens Ferrier gik ind for at forberede sin Datter paa den forestaaende Rejse, pakkede Jefferson Hope i al Hast al det spiselige, han kunde finde, ind i en lille Byldt og fyldte en Lerdunk med Vand; thi han vidste af Erfaring, at der kun fandtes meget faa Kilder oppe mellem Bjærgene.
Næppe var han færdig med dette Arbejde, før Farmeren kom tilbage med sin Datter; begge vare fuldt paaklædte og rede til at drage af Sted. De to elskendes Hilsen var meget varm, men kort; thi hvert Minut var kostbart, og der var meget, som skulde gøres.
»Vi maa se at komme af Sted straks,« sagde Jefferson Hope, idet han talte i en dæmpet, men resolut Tone, som den, der fuldt ud fatter, hvor stor Faren er, men har staalsat sit Hjerte til at møde den. De forreste og bageste Indgange bliver bevogtede; men med Forsigtighed maa vi kunne slippe bort gennem Vinduerne i Gavlen og flygte ud over Markerne. Er vi først naaet ud til Vejen, har vi kun et Par (eng.) Mil ud til Kløften, hvor Dyrene venter paa os, og ved Daggry kan vi allerede være halvvejs gennem Bjærgene.«
»Ja, men hvis vi nu bliver standsede?« spurgte Ferrier.
Hope slog paa Pistolskæftet, der stak frem under hans Kappe, »hvis de er for mange for os, saa vil vi tage et Par Stykker af dem med os,« sagde han med et mørkt Smil.
