146
medens de selv indtog en hastig Frokost. Lucy og hendes Fader vilde gerne have hvilet lidt længere, men Jefferson Hope var ubønhørlig. »Nu maa de allerede være kommen paa Spor efter os,« sagde han, »og alt afhænger nu af, at vi kommer tilstrækkelig hurtig af Sted. Sidder vi først vel beholdne i Carson, saa kan vi udhvile os hele Resten af vort Liv.«
Hele den Dag arbejdede de sig møjsommelig frem gennem Kløfterne, og om Aftenen beregnede de, at de nu maatte være over tredive Mil borte fra deres Fjender. Ved Aftenstid udsøgte de sig et Leje under en fremspringende Klippe, hvis Vægge tog noget af for den kolde Natte vind, og her nød de nogle faa Timers Søvn, idet de for at holde Varmen krøb tæt sammen og indhyllede sig i deres Kapper.
Før Daggry vare de imidlertid atter paa Benene, og efter at have spist og drukket lidt begave de sig igen paa Vej. De havde endnu ikke set det mindste til nogen Forfølgere, og Jefferson Hope begyndte at haabe paa, at de nu vare komne helt uden for Rækkevidde af den frygtelige Organisation, hvis Fjendskab de havde paadraget sig. Han anede kun lidt, hvor langt dens Jernklør kunde række, og hvor snart de skulde slaa sammen om dem og knuse dem.
Ved Middagstid paa deres Flugts anden Dag var deres sparsomme Forsyning af Fødemidler lige ved at slippe op; imidlertid voldte dette ikke Jægeren nogen Bekymring; thi der bunde godt faaes Vildt inde mellem Bjærgene, og han havde mange Gange før maattet leve alene af det, hans Riffel kunde forskaffe ham.
