147
Han udsøgte dem en skjult Krog inde mellem Klipperne samlede nogle faa tørre Grene sammen tændte Ild i dem og lavede saaledes et flammende Baal, ved hvilket hans Ledsagere kunde varme sig; thi de vare nu omtrent fem Tusind Fod over Havet, og Luften var bitterlig kold. Efter at have bundet Dyrene og kysset Lucy til Farvel, kastede han sin Bøsse over Skuldrene og gik bort for at skyde noget til Føden, af hvad Tilfældet maatte føre inden for hans Riffels Rækkevidde. Da han kiggede tilbage, saa han den gamle Mand og den unge Pige sidde bøjet over det knitrende Baal, medens de tre Dyr stod ubevægelige i Baggrunden. Men da han havde gaaet endnu et Par Skridt, skjulte de mellemliggende Klipper dem for hans Blik.
Han gik vel i alt et Par Mil gennem den ene Kløft efter den anden uden noget Udbytte, skønt han af Mærkerne paa Træernes Bark og af andre Tegn kunde se, at der maatte være mange Bjørne i Nærheden. Efter et Par Timers frugtesløs Søgen tænkte han allerede i sin Fortvivlelse paa at vende om og opgive Jagten for den Dag, da han ved at rette Blikket opad saa et Syn, der fik hans Hjerte til at bæve af Glæde.
Paa Randen af en fremspringende Tinde, omtrent 4—500 Fod over ham, stod et Dyr, der havde en Del Lighed med et Faar, men var væbnet med et Par meget store Horn. »Storhornet« — thi saaledes kaldte Jægerne Dyret — stod sandsynligvis som Vogter for en Flok, der ikke kunde ses fra det Sted, hvor Jefferson befandt sig; men heldigvis vendte det Hovedet bort fra ham og havde endnu slet ikke bemærket ham. Han lagde sig fladt ned paa Jorden, støttede Riflen paa en Sten og tog langt
