148
og omhyggeligt Sigte, før han trykkede løs. Dyret gjorde et stort Spring i Vejret, vaklede derefter et Øjeblik paa Randen af Klippen og styrtede saa med et Bump ned i Dalen tæt ved ham.
Det var imidlertid saa tungt, at der ikke kunde være Tale om at bære det ind over Bjærgene, derfor nøjedes han med at skære det ene Bagben og noget af Brystet af og tage det med sig. Med denne Trofæ over Skulderen skyndte han sig at komme paa Tilbagevejen; thi Mørket var allerede begyndt at falde paa.
Næppe var han begyndt at gaa, før han indsaa, hvor store Vanskeligheder han havde at overvinde. I sin Iver var han gaaet langt bort fra de Kløfter, som han kendte, og det var ingen let Sag for ham at finde tilbage ad den Vej, han var vandret. Dalen, hvori han befandt sig, forgrenede sig i mange Kløfter, der igen sendte flere Sidegrene ud, som lignede hinanden saa meget, at det var umuligt at skelne den ene fra den anden. Han fulgte en af dem en Mils Vej eller saa, indtil han kom til en Bjærgstrøm, som han var vis paa, han ikke havde set før. Overbevist om, at han var gaaet i en fejl Retning, slog han ind paa en anden, men kun med samme Resultat. Aftenen faldt nu hastig paa, og det var næsten fuldstændig mørkt, da han til sidst kom til en Kløft, som var ham bekendt; men selv nu var det meget vanskeligt at holde sig paa den rette Vej; thi Maanen var endnu ikke staaet op, og de høje Klipper til begge Sider gjorde Mørket meget tæt.
Nedtynget af sin Byrde og udaset af sine Anstrengelser stavrede han fremad, idet han søgte at
