150
Mand, Mø — alle var borte. Det var nu kun alt for tydeligt, at en pludselig og rædselsfuld Ulykke var hændet dem under hans Fraværelse — en Ulykke, som omfattede dem alle, og som dog ikke havde efterladt sig noget Spor.
Jefferson blev aldeles forvildet og bedøvet af dette Slag, det svimlede for ham, og han maatte støtte sig til Riflen for ikke at falde om. Han var jo imidlertid en Handlingens Mand og tog sig hastig sammen efter denne øjeblikkelige Bedøvelse. Han greb en halv forkullet Træstump fra det glødende Baal, blæste den i Flammer og begyndte saa ved Hjælp af dens Skin at undersøge det lille Lejrsted. Jorden rundt om var helt nedtrampet af Hestehove, saa det var tydeligt, at en stor Skare Ryttere havde indhentet Flygtningene, og Retningen af deres Spor viste, at de der efter havde begivet sig tilbage til Saltsøstaden.
Mon de havde ført begge hans Ledsagere med sig? — Jefferson var næsten bleven enig med sig selv om, at det maatte forholde sig saaledes, da hans Øjne faldt paa en Genstand, der næsten fik Blodet til at stivne i hans Aarer. Et lille Stykke fra Lejrstedet laa en lav Forhøjning af rødagtig, løs Jord og han var vis paa, at den ikke havde været der første Gang, han kom der. Den lignede fuldstændig en ny opkastet Grav. Da den unge Jæger med en kold Rædselsgysen traadte nærmere hen til den, opdagede han, at der var stukket en Stok ned midt i Forhøjningen; Stokken var flakt, og et Stykke Papir var bleven stukket ind i Kløften. Paa Papiret stod der en Indskrift — kort, men tydelig:
