156
delse, og saa kort Tid havde det hele staaet paa, at de vaagende Kvinder næppe vilde have antaget det for andet end et Drømmesyn og heller ikke vilde have faaet andre til at tro, at det var andet, naar ikke den uomstødelige Kendsgerning, at Ringen var forsvunden, havde vist det modsatte. Men Ringen var, som sagt, borte, og Lucys Lig maatte jordfæstes uden dette Tegn paa, at hun havde været Brud.
I nogle Maaneder endnu drev Jefferson Hope omkring mellem Bjærgene, førte et sælsomt, vildt Liv og rugede over den brændende Attraa efter Hævn, som havde bemægtiget sig hele hans Sjæl. I Staden begyndte der at gaa Rygter om den underlige vilde Skikkelse, som man lejlighedsvis saa liste sig omkring i Omegnen, og som ogsaa stundom blev truffen i de ensomme Bjærgkløfter. En Gang hvislede en Kugle gennem Stangersons Vindue og sloges flad mod Væggen lige tæt ved ham, og en anden Gang, da Drebber passerede en Klippe, raslede en stor Sten ned mod ham, og han undgik kun en skrækkelig Død ved at kaste sig næsegrus til Jorden.
De to unge Mormoner behøvede ikke at spekulere længe for at regne ud, hvem det var, der saaledes stræbte dem efter Livet, og de foretog, ledsagede af store Skarer, gentagne Gange Strejftog ind mellem Bjærgene for at faa fat paa deres Fjende og skille ham ved Livet, men altid forgæves. Saa iagttog de den største Forsigtighed og gik aldrig ud alene efter Mørkets Frembrud, ligesom de ogsaa lod deres Huse og disses nærmeste Omgivelser bevogte.
Efter nogen Tids Forløb kunde de dog opgive denne Forsigtighed, eftersom ingen nu mere hørte eller saa noget til deres Fjende, og de haabede nu,
