157
at Tiden havde kølnet hans Had, saa at han havde opgivet sin Hævn.
Dette var imidlertid saa langt fra Tilfældet, at hans Had og Hævntørst tvært imod om muligt var bleven endnu mere brændende. Jægerens Karakter og hele Sind var af en haard og ubøjelig Natur, og den altbeherskende Tanke om Hævn, havde saa fuldstændig bemægtiget sig hans Sjæl, at der slet ikke var Plads for nogen anden Følelse.
Imidlertid var han fremfor alt praktisk. Det var efterhaanden gaaet op for ham, at selv hans Jernkonstitution ikke kunde udholde alle de Strabadser og Savn, han bød det. Det stadige Ophold under aaben Himmel og Mangelen paa ordentlig Føde gjorde ham til sidst helt mat og svag, og hvis han nu døde som en Hund inde mellem Bjærgene, hvad skulde der da blive af hans Hævn? Og han var vis paa, at denne Skæbne vilde ramme ham, hvis han vedblev at leve paa samme Maade som hidtil. Han følte, at dette var det samme som at spille Fjenderne Sejren i Hænde, og derfor begav han sig, om end meget modstræbende, tilbage til Nevada-Minerne for der at genoprejse sit Helbred og samle Penge nok til at forfølge sit Maal uden at være nødt til at lide Mangel.
Det havde været hans Bestemmelse kun at blive borte et Aars Tid i det højeste, men et Sammentræf af flere uforudsete Omstændigheder forhindrede ham fra at drage fra Minerne før efter omtrent fem Aars Forløb. Efter at der var gaaet saa lang Tid var imidtertid hans Erindring om den lidte Uret og hans Attraa efter Hævn lige saa levende som hin mindeværdige Nat, da han stod ved John Ferriers Grav. Forklædt og under et paataget
