167
efter Mørkets Frembrud. I to Uger kørte jeg efter dem hver eneste Dag, men saa dem aldrig adskildte. Drebber var beruset næsten hver Dag, men Stangerson passede saa meget desbedre paa. Jeg var paa min Post tidlig og silde; men der frembød sig aldrig saa meget som Skyggen af en Lejlighed til at faa fat i dem. Imidlertid tabte jeg dog ikke Modet; thi en Anelse sagde mig, at den Time, jeg havde længtes efter i over tyve Aar nu endelig snart var forhaanden. Det eneste, jeg frygtede for, var, at denne Svulst herinde skulde springe op før Tiden og forhindre mig fra at faa min Gerning udført.
En Aften endelig, medens jeg kørte frem og tilbage i Torquay Terrace, den Gade, i hvilken de boede, saa jeg en Cab køre frem for deres Dør. Straks efter blev der baaret nogen Bagage ned, og efter kort Tids Forløb kom Drebber og Stangerson ud, satte sig i Cab'en eg kørte bort. Jeg gav da straks min Hest et Rap af Pisken og fulgte efter dem, saa at jeg ikke tabte dem af Syne; men jeg var meget ilde til Mode; thi jeg var bange for, at de nu vilde til at flytte igen — ja, maaske rejse til Amerika.
Ved Euston Station stod de ud; der fik jeg en Dreng til at holde ved min Hest og fulgte efter dem ud paa Perronen. Jeg hørte dem spørge efter Liverpool Toget, og en af Portørerne svarede, at der lige var gaaet et, og at det vilde vare nogle Timer, før der gik et nyt. Dette lod til at ærgre Stangerson meget; men Drebber saa snarest tilfreds ud, da han fik det at vide. Der var mange Mennesker paa Perronen og i Trængselen lykkedes det mig at komme saa nær hen til dem, at jeg kunde høre hvert Ord, der blev vekslet imellem dem. Drebber
