168
sagde, at han havde en Forretning at udføre, som ikke kom den anden ved, derfor kunde Stangerson blive der paa Stationen, saa skulde han (Drebber) snart komme tilbage til ham. Dette gjorde hans Ledsager imidlertid Indvendinger imod og mindede ham om, at de jo havde besluttet ikke et eneste Øjeblik at forlade hinanden. Drebber, der som sædvanlig var beruset, sagde, at han ikke brød sig om at have Stangerson løbende i Hælene paa sig altid, det, han nu havde at gøre, vilde han ikke have ham med til, saa han skulde blive, hvor han var.
Hvad Stangerson svarede hertil, kunde jeg ikke høre; thi han var mere forsigtig end den anden og talte nu halvt hviskende; men han maa være bleven ved med sine Modforestillinger; thi nu brød hans Ledsager ud i Eder og Forbandelser, skældte ham ud for en elendig Kryster, huskede ham paa, at han ikke var andet end et Tyende, der fik sin Løn, og at han ikke skulde give sig af med at kommandere sin Herre. Saa lod Sekretæren endelig sine Bestræbelser fare og gjorde kun den Aftale med ham, at hvis han kom for sent til det sidste Tog, skulde han begive sig hen til Hallidays Hotel Garni, hvor Stangerson vilde vente paa ham. Hertil svarede Drebber, at han nok skulde være paa Perronen før Kl. 11, hvorpaa han begav sig ud af Stationen.
Øjeblikket, som jeg havde ventet paa i saa mange, lange Aar, var nu endelig kommet; jeg havde mine Fjender i min Vold. Saa længe de holdt sig sammen, kunde de beskytte hinanden; men naar jeg havde dem hver for sig, vare de overgivne til min Naade. Imidlertid handlede jeg ikke med forjaget eller uoverlagt Ivrighed; jeg havde i For-
