181
kom ind i hans Celle, fandt man ham liggende død paa Gulvet med et fredeligt Smil paa Ansigtet, ret som om han i sine sidste Øjeblikke havde kunnet se tilbage paa et velfort Liv og en god Livsgerning. Lucys Vielsesring havde han imellem Fingrene.
»Naa da, hvor Gregson og Lestrade ville blive rasende over dette ubetimelige Dødsfald,« bemærkede Holmes, da vi den følgende Aften sad og talte om Sagen. »Hvad vil der nu blive af al den Virak, de havde ventet sig som Slutning paa denne Historie?«
»Aah, jeg synes ellers ikke, de have meget at rose sig af, de have jo ikke haft mindste Lod eller Del i Jefferson Hopes Paagribelse,« indvendte jeg.
»Hvad man udretter, har ikke det mindste at sige i denne Verden,« svarede min Husfælle bittert. »Det, som det kommer an paa, er blot hvad man kan faa Folk til at tro, man har udrettet. Naa, lige meget,« fortsatte han mere muntert efter en Pavse, »jeg vilde dog ikke for aldrig det have mistet denne Lejlighed til en Undersøgelse og Opdagelse. Jeg har endnu aldrig haft med saa interessant en Sag at gøre. Saa simpel, som den var, saa var der dog adskillige meget belærende Omstændigheder forbundne med den.«
»Simpel!« udbrød jeg.
»Ja, netop, den kan ikke godt betegnes anderledes,« sagde Sherlock Holmes og smilede ad min forbavselse. »Det bedste Bevis paa, at den var saa uendelig simpel, er jo, at jeg uden anden Hjælp end nogle faa almindelige Følgeslutninger var i Stand til inden tre Dages Forløb at paagribe Forbryderen.«
»Ja, det er sandt,« sagde jeg.
