17
»At glemme det?«
»Ja — for ser De,« forklarede han, »det er nu min Theori, at et Menneskes Hjerne fra først af er at ligne ved et lille tomt Kammer, som det senere bliver Menneskets Opgave at fylde efter eget Valg. En Taabe slæber alt det Ros ind i den, som han træffer paa, saa at den Kundskab, han kunde drage virkelig Nytte af, til sidst bliver trængt udenfor eller i heldigste Tilfælde klemt inde mellem eller dækket af en hel Mængde unyttige Ting, hvoraf Følgen bliver, at han har en gruelig Ulejlighed med at faa fat paa den, naar han skal bruge den. Den betænksomme Haandværker er derimod meget nøjeregnende med, hvad han lægger ind i sit Arbejdsrum. Han vil ikke have andet derinde end det Værktøj, han skal bruge til sit Arbejde, men af det har han saa til Gengæld et stort Udvalg, der er ordnet med den største Nøjagtighed efter hans Behov. Det er en ren Fejltagelse, naar man tror, at Hjernekammeret har elastiske Vægge og kan lade sig udvide til saa stor Udstrækning, man ønsker. De kan være aldeles forvisset om, at der vil komme en Tid, da De for hver ny Kundskab, De propper derind, vil glemme en, De har haft der før; derfor er det af yderste Vigtighed, at man ikke befatter sig med unyttig Viden, der kun tjener til at skubbe den nyttige ud.«
»Ja — men Solsystemet!« udbrød jeg.
»Ja, hvad i al Verden kommer det dog mig ved?« afbrød han mig utaalmodig. »De siger, at vi dreje os rundt om Solen; men selv om jeg nu troede, at vi i Stedet for gik rundt om Maanen, hvad Forskel vilde det saa gøre paa mig og mit Arbejde?«
Jeg var lige ved at spørge ham om, hvad dette
