Side:En Studie i rødt.pdf/30

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

16

regelmæssige, systematiske Studier, der havde en Eksamen til Maal og kunde kvalificere ham til offentlig Ansættelse eller aabne ham Porten til den lærde Verden, og dog udfoldede han en næsten enestaaende Ihærdighed i sine Undersøgelser, og indenfor visse Grænser — Grænser, der vare lige saa ekscentriske som han selv — vare hans Kundskaber saa grundige og detaillerede, at det ligefrem forbavsede mig. Man kunde ikke tænke sig, at noget Menneske vilde arbejde saa haardt og erhverve sig en saa nøjagtig Viden, med mindre han havde en bestemt Hensigt dermed — og et bestemt Maal i Sigte. Overfladiske Granskere udmærke sig sjælden ved nøjagtige Kundskaber, og intet Menneske anstrenger sin Hjerne med minutiøse Forskninger, med mindre han har en eller anden bestemt Grund til at gøre det.

Hans Uvidenhed var imidlertid lige saa mærkelig som hans Viden. I Nutidens Literatur, Filosofi og Politik var han saa godt som fuldstændig blank. Da jeg en Gang kom til at nævne Thomas Carlyle, spurgte han paa den naiveste Maade, hvem han var, og hvad han havde udrettet. Min Forbavselse naaede imidlertid dog sit Højdepunkt, da jeg tilfældigvis kom efter, at han var fuldstændig uvidende om den Kopernikanske Theori og om vort Solsystem. At et civiliseret Menneske i Slutningen af det nittende Aarhundrede kunde være uvidende om, at Jorden drejede sig om Solen, forekom mig at være saa urimeligt, at jeg næppe kunde tro det.

»Det synes at forundre Dem,« sagde han og smilede ad min Forbavselse; »men nu, da jeg har hørt om det, skal jeg gøre mit bedste for at glemme det igen saa snart som muligt.«