20
Undertiden var det velklingende, men melankolske Toner, han saaledes frembragte, men stundom var det ogsaa meget muntre og fantastiske. Det var tydeligt nok, at de udtrykte de Tanker, der for Øjeblikket besjælede ham; men om Tonerne hjalp til at frembringe disse Tanker, eller om Spillet simpelhen var Resultatet af et Lune — en Fantasi, kan jeg naturligvis ikke afgøre. Jeg vilde rimeligvis have gjort Indsigelse mod disse meget ukunstneriske Soloer, naar de ikke for det meste vare endte med, at han i hurtig Rækkefølge spillede en hel Serie af mine Yndlingsmelodier for mig som et lille Vederlag for den Taalmodighedsprøve, han havde ladet gaa forud.
I den første Uge af vort Samliv havde vi slet ingen Besøg, og jeg begyndte allerede at tro, at min Husfælle var lige saa venneløs, som jeg selv. Det varede imidlertid ikke længe, før jeg erfarede, at han havde mange Bekendtskaber, og det i de mest forskellige Samfundsklasser. Der var en lille gul, mørkøjet Fyr med Rottefysiognomi, der blev præsenteret for mig som Mr. Lestrade, og som kom hos ham tre—fire Gange i een Uge. En Formiddag kom en ung, meget moderne klædt Dame, der havde en Samtale paa over en halv Time med ham. Samme Dags Eftermiddag bragte en graahaaret, luvslidt Besøgende, der nærmest saa ud som en Tiggerjøde, og som forekom mig at være i en meget ophidset Sindstilstand. Lige efter, at han var gaaet, kom der en gammel Kone med Slæber paa Fødderne. Ved en anden Lejlighed var det en pæn, gammel hvidhaaret Herre, der konfererede med min Husfælle, og ved en anden igen en Jærnbanedrager i sin Fløjlsjakke.
