21
Saa snart Sherlock Holmes fik den Slags Besøgende, plejede han at anmode mig om at gaa ind i mit Soveværelse og lade ham være ene med de fremmede i Dagligstuen. Bagefter gjorde han mig altid Undskyldninger for dette: »Jeg er nødt til at benytte Stuen som Forretningslokale,« sagde han; »thi disse Mennesker er mine Klienter.« Her havde jeg igen en god Lejlighed til at gøre ham et Spørgsmaal angaaende hans »Forretninger«; men min Finfølelse forbød mig atter at tiltvinge mig hans Fortrolighed. Jeg bildte mig den Gang ind, at han havde en eller anden gyldig Grund til ikke at betro sig til mig, men denne Formodning kuldkastede han dog snart ved selv af egen Drift at lade Spørgsmaalet komme paa Tale.
Den 4de Marts — en Dato, som jeg har god Grund til at erindre — stod jeg op noget tidligere end sædvanlig og fandt, at Sherlock Holmes endnu ikke var færdig med sit Morgenmaaltid. Vor Husholderske var bleven saa tilvant med min sene Opstaaen, at der slet ikke var dækket til mig, derfor ringede jeg paa Klokken og lod hende vide, at jeg var parat til at spise, hvorefter jeg tog et Maanedsskrift, der laa paa Bordet, og begyndte at kigge i det for at forslaa Ventetiden, medens Sherlock Holmes i Tavshed tyggede videre paa sin Skinke. En af Maanedsskriftets Artikler var mærket med en blaa Blyantsstreg, og ifølge en meget naturlig Indskydelse begyndte jeg derfor at kigge paa den.
Dens noget fordringsfulde Titel var »Livets Bog«, og den søgte at paavise, hvor meget en omhyggelig Iagttager kunde lære ved en nøjagtig og systematisk Undersøgelse af alt det, der kom indenfor hans Synskreds. Den forekom mig at være en mærke-
