40
bestemt Punkt, som denne Sag ligesom hviler paa? Har De ikke i Sinde at telegrafere igen?«
»Jeg har forespurgt om alt, hvad der var at spørge om,« sagde Gregson i en fornærmet Tone.
Sherlock Holmes lo saa smaat ved sig selv, og det saa ud, som om han var ved at gøre en Bemærkning, da Lestrade, der havde været inde i det forreste Værelse, medens vi stode ude i Korridoren og talte sammen, kom farende ud og gned sine Hænder med en meget triumferende og selv tilfreds Mine.
»Mr. Gregson,« sagde han, »nu har jeg gjort en Opdagelse af den allerstørste Betydning, og den vilde ikke være bleven gjort, hvis jeg ikke med den største Opmærksomhed havde undersøgt Væggene.«
Den lille Mands Øjne straalede af Glæde, idet han sagde dette, og skøndt han søgte at skjule det, var han øjensynlig dog yderst henrykt ved at være kommen dette Hestehoved foran sin Kollega.
»Kom med,« sagde han og skyndte sig tilbage til Værelset, hvis Luft og Udseende ligesom var bleven friskere og lysere, efter at dets gyselige Beboer var bleven fjernet. »Bliv nu staaende der!«
Han rev en Tændstik af og holdt den op mod Væggen.
»Se nu engang paa det,« sagde han triumferende.
Jeg har alt bemærket, at Tapetet var faldet af mange Steder; i det Hjørne, Lestrade oplyste, var der netop et meget stort Stykke skallet af, som havde ladet en firkantet Plet af den gule Mur komme til Syne. Over dette nøgne Stykke var der med blodrøde Bogstaver henkastet det ene Ord:
RACHE.
»Hvad siger De om det?« udbrød Opdageren
