50
vi helst vilde høre det altsammen af Deres egen Mund,« sagde han.
»Ja, det skal ogsaa være mig en stor Fornøjelse at give Dem al den Besked, De ønsker,« svarede Betjenten med et Sideblik til den lille Guldmønt.
»Ja, lad os saa høre, hvorledes det altsammen gik til.«
Rance satte sig ned i den slidte Sofa og rynkede som Panden, om han rigtig vilde gøre sig Umage for ikke at glemme noget i sin Meddelelse.
»Jeg skal fortælle Dem det altsammen lige fra Begyndelsen af,« sagde han. »Min Tid er fra ti Aften til seks Morgen; ved Ellevetiden var der et Slagsmaal i »Hvide Hjerte,« men efter det var der meget roligt i hele Kvarteret. Hen ved Kl. 1 begyndte det at regne, og jeg mødte Harry Murcher — ham der har Holland Grove Kvarteret — og vi stode og snakkede lidt sammen ved Hjørnet af Henrietta Street. Noget efter — da kunde Klokken vel være henad 2 — faldt det mig ind, at jeg vilde gaa en Runde ned ad Brixton Road til, for at se, hvorledes det stod til der. Det var et væmmeligt Vejr. Vejen var bleven fælt opblødt, og der var ikke en Sjæl ude, jeg mødte kun et Par tomme Cab'er paa hele Vejen. Allerbedst som jeg drev derned ad og gik og tænkte paa, at det kunde gøre Fandens godt at faa noget varmt i Livet, saa jeg lige paa een Gang et Glimt af et Lys i Vinduet i det omtalte Hus. Nu vidste jeg meget godt, at de to Huse i Lauriston Haven stode tomme, fordi at han, der ejer dem, ikke vil lade Grunden dræne, endda at den sidste Lejer, som boede i det ene af dem, døde af Tyfus. Derfor faldt det mig straks for Brystet, da jeg saa dette her Lys i Vinduet, og jeg tænkte lige paa Stedet,
