51
at der maatte være Ugler i Mosen. Da jeg kom hen til Døren —«
»Standsede De og gik igen tilbage til Havelaagen,« afbrød min Ven ham, »hvorfor gjorde De det?«
Det gav et Sæt i Rance, han sprang halvt op af Sofaen og stirrede paa Sherlock Holmes med den største Forbavselse præget i hver Mine. Derpaa satte han sig atter.
»Ja, det er meget sandt, Sir,« sagde han; »men hvordan De har faaet det at vide, det begriber jeg rigtignok ikke. »Jo, ser De, da jeg kom hen til Døren, saa syntes jeg, at der var saa gruelig stille og ensomt, og at det kunde være meget rart at have et Menneske med sig. Det er ikke, fordi jeg er bange af mig — naar det bare er rigtig levende Mennesker, jeg har med at gøre, saa gaar jeg ikke af Vejen for nogen; men jeg tænkte, at det kanske var denne hersens Fyr, der døde af Tyfus, som nu gik omkring og saa paa Fugtigheden, der havde gjort det af med ham. Se, det var derfor, jeg gik tilbage til Laagen for at kigge efter, om jeg ikke kunde faa Øje paa Murchers Lygte, men der var ikke Spor at se af ham eller noget andet Menneske.«
»Der var altsaa ingen at se paa Vejen?«
»Ikke en levende Sjæl, Sir — ikke saa meget som en Hund. Saa tog jeg Mod til mig og gik tilbage og stødte Døren op. Der var helt stille derinde, og derfor gik jeg videre ind i Værelset, hvor Lyset kom fra. Der stod et Lys og brændte paa Kaminhylden — et rødt Voxlys — og paa Gulvet saa jeg —«
»Ja, jeg ved godt, alt hvad De saa, De gik rundt i Værelset flere Gange, derefter knælede De
