52
ned ved Liget, og saa gik De ud og prøvede Køkkendøren, hvorpaa —«
John Rance sprang igen op, denne Gang ganske forfærdet, og med lidt Mistro i Blikket. »Hvor var De da skjult, siden De saa alt det?« udbrød han, »det forekommer mig, at De ved en hel Del mere end De skulde.«
Holmes gav sig til at le og kastede sit Kort tværs over Bordet til Betjenten. »Gaa bare ikke hen og arrester mig for Mordet,« sagde han; »jeg er en af Hundene og ikke Ulven; det vil Mr. Gregson og Mr. Lestrade indestaa for. Gaa saa blot videre — hvad gjorde De derefter?«
Rance satte sig igen uden dog at miste sit forbavsede Udtryk. »Saa gik jeg tilbage til Laagen og stødte i min Fløjte — det bragte snart Murcher og to andre til Stede.«
»Var Vejen da endnu tom?«
»Ja vel var den det — det vil da sige saa godt som.«
»Hvad mener De med »saa godt som«?«
Et bredt Grin viste sig paa Betjentens Ansigt. »Jeg har set mangen drukken Kavaler paa mine Poster,« sagde han; »men aldrig nogen Sinde har jeg dog set saa døddrukkent et Svin som den Karl. Han stod ved Laagen, da jeg kom derud, og lænede sig op imod Muren, og saa sang han af fuld Hals — eller skraalede var det nu snarere, om Kolumbines ny gule Forklæde eller noget andet Sludder af den Slags. Han kunde ikke engang staa ene og endnu mindre gaa.«
»Hvad var det ellers for en Fyr?« spurgte Sherlock Holmes.
Det lod til, at John Rance blev noget gnaven
