53
ved denne Afbrydelse. »Han var, som jeg siger, en døddrukken Kabyler,« sagde han, »og han vilde straks være bleven slæbt paa Stationen, hvis vi ikke havde været saa optaget af det andet.«
»Ja, men hans Ansigt — hans Dragt — lagde De slet ikke Mærke til dem?« faldt Holmes utaalmodig ind.
»Jo, vel lagde jeg Mærke til dem, det kunde jeg nok ikke godt blive fri for, eftersom jeg maatte stive ham op — jeg og Murcher maatte tage ham imellem os. Han var en lang Fyr med et rødt Ansigt og med et stort Tørklæde om —«
»Det er tilstrækkeligt,« udbrød Holmes — »og hvad blev der saa videre af ham?«
»Ja, ser De, vi havde jo nok at gøre med det derinde, saa vi havde ikke Tid til at blive ved at staa og glo paa ham,« svarede Betjenten i en halv fornærmet Tone. »Han ravede vel nok hjemad til sidst.«
»Hvorledes var han klædt?«
»En brun Kappe.«
»Havde han en Pisk i Haanden?«
»En Pisk? — nej.«
»Saa har han ladet den blive tilbage,« mumlede min Ledsager for sig selv. »De hørte eller saa slet ikke nogen Cab efter det?«
»Nej.«
»Der har De en halv Sovereign,« sagde min Ledsager, idet han stod op og tog sin Hat. »Jeg er bange for, Rance, at De aldrig avancerer i Tjenesten; Deres Hoved skulde nemlig ikke alene være til Pynt, men ogsaa til Nytte; De kunde have skaffet Dem Overbetjents-Snoren sidste Nat lige saa let, som De kan klø Dem bag Øret. Den Person,
