54
som De havde imellem Hænderne, det er netop det Menneske, som har Nøglen til hele denne Gaade — det Menneske, som vi allesammen søger efter. Naa — det nytter jo ikke at ærgre sig over det bagefter; men De skal dog vide, at saaledes forholder det sig. Kom saa med, Doktor.«
Vi skyndte os begge to ud i Cab'en og lod vor Meddeler sidde ene tilbage i Sofaen, endnu lidt vantro, men øjensynlig temmelig ærgerlig paa sig selv.
»Den forbistrede Idiot!« sagde Holmes arrig, da vi kørte tilbage til vor Bolig, »at tænke sig, at have en saa urimelig god Lejlighed til at gøre sin Lykke, og saa ikke benytte sig af den.«
»Ja, det hele er rigtignok endnu temmelig sort for mig. Ganske vist stemmer Beskrivelsen af den drukne Mand jo temmelig nøje med det Billede, De i Tankerne har dannet Dem om den anden Person i Mysteriet; men hvorfor i al Verden skulde han komme tilbage til Huset efter at have forladt det?« Saaledes plejer Forbrydere jo dog ikke at bære sig ad.«
»Ringen, Menneske, Ringen! Det var den han kom tilbage efter; og kan vi ikke fange ham paa anden Maade, saa har vi altid den og kan sætte paa Krogen som Madding. Jeg skal nok faa fat i ham, Doktor, — jeg vil vædde med Dem to mod een, at jeg skal faa ham, og det er Dem, jeg kan takke for det; thi havde De ikke været og skyndet paa mig, saa var jeg næppe taget derhen, og saa var jeg gaaet Glip af en af de bedste Studier, jeg nogen Sinde er truffen paa — en Studie i rødt, hvad? Hvorfor skulde vi ikke benytte os af Kunstner-Jargon. Gennem Livets sammenfiltrede farveløse Garnfed løber Mordets skarlagenrøde Traad, og nu
