64
hun. »Dette her begynder jo at se meget troværdigt ud,« tænkte jeg, og da hun var kommen godt til Sæde inden i, satte jeg mig til rette bag paa. Det er en Kunst, som enhver Opdager burde have Øvelse i. Naa, vi rullede da hastig af Sted og standsede ikke, før vi havde naaet den omtalte Gade.
Jeg hoppede af, før vi naaede Døren, og drev ned ad Fortovet paa en meget naturlig, ligegyldig Maade. Jeg saa Cab'en standse; Kusken sprang ned og jeg saa ham aabne Døren og staa og vente. Men der kom ingen ud. Da jeg naaede hen til ham, stod han aldeles rasende og ragede om i den tomme Vogn og gav sin Harme Luft i den smukkeste Samling Eder, jeg nogen Sinde har hørt. Men der var som sagt ikke mindste Spor af Passageren at opdage, og jeg er bange for, at det vil vare en god Tid, før han faar sit Tilgodehavende. Da vi hørte ind i Nr. 13, fik vi at vide, at Huset tilhørte en meget respektabel Papirhandler ved Navn Keswick, og at man ikke kendte det mindste til nogen af Navnet Sawyer eller Dennis.«
»Det er da vel ikke saaledes at forstaa,« udbrød jeg i stor Forbavselse, »at den gamle affældige Kælling har været i Stand til at springe ud af Cab'en, medens den var i fuld Fart, og det uden at De eller Kusken har set det mindste til det?«
»Gammel Kælling — ja, gid Fanden havde det!« sagde Sherlock Holmes arrigt. »Det var os, der var gamle Kællinger, siden vi saaledes kunde lade os tage ved Næsen. Det maa have været en ung Mand — en ung behændig Fyr, og det tilmed en, der har kunnet spille brillant Komedie: thi hans Maske og hele Fremtræden var jo aldeles uigennemskuelig. Han har uden Tvivl opdaget, at han blev
