68
»Ja, jeg sagde Dem det jo i Forvejen, at hvad der saa end skete, saa skulde Lestrade og Gfregson nok faa Æren derfor.«
»Ja, det kommer dog vel an paa, hvorledes Udfaldet bliver.«
»Aah, Gud velsigne Dem! Nej, det har saamænd ikke det mindste at sige. Bliver Manden nappet, saa er det sket paa Grund af deres Anstrengelser, og undslipper han, saa bliver det til Trods for deres Bestræbelser. Hvad de saa end gør, vil de dog altid beholde deres trofaste Beundrere. »Un sot trouve toujours un plus sot qui l'admire.« (En Taabe finder altid en større Taabe, der kan beundre ham.)
»Hvad i al Verden er dog dette her?« udbrød jeg; thi i det samme hørtes der Klapren af mange Fodtrin nede i Korridoren og op ad Trapperne, ledsaget af meget lydelige Mishagsytringer fra vor Værtinde.
»Det er Baker Street Afdelingen af Politiets Opdager-Korps«, sagde min Kammerat alvorlig, og idet han talte, kom en halv Snes af de mest snavsede og lasede Gadedrenge, jeg nogen Sinde har set, ind i Værelset.
»Træd an!« raabte Sherlock Holmes i en meget bydende Tone, og de ti snavsede Smaaslyngler stillede sig i en snorlige Række og blev staaende saa stille som Statuer. »For Fremtiden maa I sende Wiggins alene op for at aflægge Rapport, og Resten maa imens vente nede paa Gaden. Naa — har i fundet det, Wiggins?«
»Nej, vi har ikke, Sir«, sagde den ene af de haabefulde Ynglinge.
»Ja, det havde jeg nu heller ikke ventet; men
