79
»Den unge Fyr prøvede rigtignok at binde mig noget paa Ærmet, han fortalte, at efter at han havde fulgt Drebber i nogen Tid, opdagede denne ham og tog en Cab for at slippe fra ham. Paa Hjemvejen mødte han saa en gammel Kammerat og gik en lang Tur med ham; men da jeg spurgte ham, hvor den Kammerat boede, kunde han ikke give mig noget tilfredsstillende Svar. Det forekommer mig, at alle disse Omstændigheder passer saa godt ind i hinanden, som man kan forlange, og hvad der morer mig allermest er, at Lestrade er slaaet ind paa et rent galt Spor. Jeg er bange for, at han ikke finder meget paa det. Men hvad er det? — Jo, saa min sandten! Naar man taler om Solen, saa skinner den; der har vi Manden selv!«
Det var ganske rigtig Lestrade, der var kommen op ad Trapperne, medens vi sad og talte, og som nu traadte ind i Værelset; men den Selvsikkerhed, der ellers prægede hele hans Væsen og Optræden, var helt borte. Hans Ansigt var uroligt og bekymret, og hans Klæder sad meget uordentlig paa ham. Han var øjensynlig kommen i den Hensigt at raadføre sig med Sherlock Holmes; thi da han saa sin Kollega, lod det til, at han blev meget forlegen og ærgerlig. Han blev staaende midt i Værelset og drejede paa Hatten uden at vide, hvad han skulde sige og gøre. »Dette her er et meget mærkeligt Tilfælde,« stammede han til sidst, — »og nu forstaar jeg ikke det bitterste af det hele.«
»Naa, saa det Resultat er De nu kommen til hvad Lestrade!« udbrød Gregson triumferende, »ja jeg tænkte jo nok, at det vilde blive Enden paa det. Naa, er det saa lykkedes Dem at finde Sekretæren Mr. Stangerson?«
