7
høieste Tilfredsstillende, tillukte man for dem; at et raat, men derfor ikke naturlig dumt Folk, som Galilæerne, fandt ingen Siælemættelse i deres Læreres Hiernespind, at de følte en Foragt for deres slebne Sæder, der savnede sand Dyd, Kierlighed og Oprigtighed; at disse, som Naturens Børn, hungrede efter den nøgne Sandhed, det er begribeligt.
Og at Jesus, naar han fandt et Folk saaledes, der havde den høieste og største Fordring paa Sandheds Oplysning, at hans Hierte ømmedes, hans Iver brændte, at han greb disse Vansmægtede strax under Arme, det see vi i de 12 Disciplers Udsendelse, det høre vi af hans Mund: Høsten er stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.
De fleste af os, mine Brødre! ere Lærere, satte til at bestyre Oplysnings Værket iblandt den paa Jorden mindst agtede Mængde Mennesker. Haver end vort Embede, vore Menigheder forhen været iblandt den slebne Hob anseete lige ved Galilæerne, lige med Nazareth, hvorfra man troede intet Fornuftigt og Godt kunde komme[1]; det er da intet ringe Fortrin i vort Embede, at de os Betroede ligne Galilæerne, paa den gode Side betragtede. Disse fulgte især Jesum, disse toge helst imod ham, og os er det, som man betroer sin Samvittighed til Raadførsel.
Men hvad skal vi give Æren, for disse gode og agtpaagivende Siæles Ærbødighed for Religionen? Mon en større Oplysning, en dybere Overbeviisning? Det tør jeg vel ikke paastaae, naar Oplysning, Overbeviisning og Troe skal være noget mere end Hukom-
- ↑ Joh. 1, 47.
