8
melses Liggendesæe i et forgængeligt Kar. Nei, det, hvorfor vi have tabt vores Anseelse, det bliver vor Ære hos den Fornuftige: vore Sæder er ikke saa slebne, saa forfinede, at vi jo kiende Mennesket, og tør uden Fornærmelse raade Mennesket. Vort Liv henflyder ikke i en Ebbe og Flod af Keedsomhed og Adspredelse. Det er i Arbeide og Virksomhed, hvor vi maae have os selv for Øine, og spore altid Velgierninger af Naturens Herre; vore Dage ere eensformige. Den Forskiellighed af Vittighed og Konst, som man beundrer og strax glemmer, forvilder os ikke, ved at giøre Indbildnings-Kraften et Øieblik brusende og et andet Øieblik lade den tom. Stadige gaae vi frem paa Livets Bane, Naturen alene afvexler vore Glæder, og disse ere, som Naturen selv, uskyldige, velgiørende, ordentlige og et Speil paa Faderens Velbehag. Vore Disciple faae Tid at voxe, Tid at modnes, Legemets Kraft følger Sielens Indbildning, Naturen overspendes ikke; derfor er vort Folk sundt og muntert, det er nøisomt, derfor fortvivler det ikke. Den gode Alderdom ligner det svangre Ax, naaer sin Tid, med Tiden hælder mod Jorden, men fuld af Erfaring og Beviis paa Alfaderens Omsorg og Naade. — O, du bedagede Olding! du ærlige og gudfrygtige Bonde! som sidder der, som en anden Adam iblandt din sunde og talrige Børneflok, som deres tryggeste og kierligste Lærer! vidste du nu at tænke Begreber til dine Erfaringer, hvor høi, hvor grundet vilde den Viisdom være, du udsaaede iblandt din børnlige Slægt! hvor skulle disse hige efter dine Fortælninger, som allerede grundede i din Erfaring, de skulle ved en let Prøve giøre dem overbeviiste, de
