10
intet giøre[1]; og det ei alene i Henseende til Foranstaltningen, men og den opholdende Naade; thi naar En planter, en Anden vander, der det Gud, som giver Vexten[2].
Men han er opfaren, Sandheden haver han efterladt paa Jorden, den ere vi kaldte til at udbrede.
Vi ere kaldte. Skiønt Gud har, efterat Grundlaget til Jesu Kirke, som fordrede hans egen overordentlige Bestyrelse, er fuldkommet; skiønt han har overladt det til os Mennesker, at være Kirkens Fosterfædre, overladt det til Meenigheden, under hans Paakaldelse, at vælge Lærere; saa er dog vort Kald lovligt, naar det er ordentligt, og vor Samvittighed i den Sag ikke kan bebreide os.
Men Kaldet er ikke nok til Sagen; vi maae være dygtige dertil, besidde de Egenskaber, det udfordrer, hverken mangle Indsigt eller Tale-Evne, dersom vi skal kunne arbeide i det. Det samme udfordredes for hine vore Forgængere, da Jesus talede Ordene; han udsendte de Tolv, han udsendte dem strax, ikkun til det Ærende, de vare voxne: ved Mirakel-Gave at forkynde Messiæ Nærværelse, ligesom Johannes ved sin Daab og Prædiken beredede Messiæ Riges Vei til dem.
Men endnu behøvede de eendrægtelig at bede. Høiere skulle deres Kald blive: nu gik de som Disciple, siden, naar han var optagen, skulde de gaae som Lærere. Nu kunde de anvise deres Tilhørere til Jesum selv, til hans Gierninger og Underviisning. Ham, de prædikede, havde de selv som Jøder den største
