11
Forventning af. Han stod endnu i Anseelse hos de Sandselige, de prædikede ham for. Men deres Forventning skulde slaae feil: hans udvortes Anseelse skulde for en Tid falde, de kiendte ikke endnu nøie og ret nok den Messias, de prædikede. Først efter hans Bortgang bleve deres Øine aabnede, først nu saae de: at det burde Christum at lide og siden indgaae til sin Herlighed[1]. Da bleve de udrustede med overordentlige Gaver, som behøvedes til at prædike for Sandselige, prædike deres Troe paa en Korsfæstet.
Her er den nye Tidspunkt. Længere hørtes ikke, hvad der skulde skee og skeede; men hvad der i Guds store Plan var skeet, alt var fuldkommet, Guds gamle Pagt opfyldt, Fædrenes Haab triumpherede, og Jesus af Nazareth var bleven os af Gud ei allene Retfærdighed ved hans Lidelse, Helliggiørelse ved hans Dyd, men Viisdom ved hans Lære. Dette er den nye Pagtes Lære. For at betyde og udbrede den, maatte de første Lærere, der forhen selv ikke vare bekræftede, overordentlig giøres dygtige, til at være det Nye Testamentes Tienere[2].
Er det under samme Betingelse, at være dygtige, at være kaldte af Gud, vi ere Sandhedens Vidner; saa forandrer det jo intet i Sagen selv, at vor Kald skeer middelbar, det skeer under Guds Forsyn, som tilbedes af os; det skeer efter den af Gud givne Fuldmagt. Det forandrer jo intet i Sagen, at vor Dygtighed erhverves ordentlig, den erhverves dog ved Forsynets omhyggelige Varetægt for sin evigvarende Sandhed. Omstændighederne giorde det
