12
Overordentlige paa den Tid fornødent, som vi nu hverken kan eller bør bryste os af.
O! glade og trygge Tanke, at vor Plads paa Jorden er en Virkning af Guds Bønhørelse! Frimodige Tanke, at vi ere sendte af Gud, hans Sandhedstienere, ja Guds Medarbeidere[1]! Men hvor forbindende bliver ikke tillige denne Tanke? thi, til hvad Tieneste ere vi da komne? Er det ringere end til Sandheds, Dyds og Lyksaligheds Fremme? Ringere end til at arbeide paa Siælene, danne Engler af Mennesker? Ringere end for Evigheder, end til at giøre Støvets Børn til Borgere af Himmelen?
Og hvor skal vort Kalds Velsignelse begynde at høstes? Er Høsten her ikke allerede? Ved at danne vore Brødre til oplyste og sædelige, fremme vi deres jordiske Lyksalighed; ved at giøre dem friemodige, som underkastede ikke allene Guds, men en forsonet og medlidende Faders Førelse, giøre vi dem endda lykkelige, naar Jordens Gode forlader dem. Ja ved at giøre dem haabefulde, bekiendte med Evighedens Haab, giøre vi dem lykkelige, endog da, naar de forlade Jorden. Dette er Høsten.
Skulde da ikke dette høie Kald: at vi ere sendte af Gud; denne vigtige Tieneste: at vi ere sendte for at giøre vore Medmennesker for Tid og Evighed lyksalige; ja skulde ikke den kierlige Forbindtlighed: at vi ere en Følge af vore Brødres Trang, en Frugt af deres Bønner til Høstens Herre; skulde alt dette ikke giøre Christi Udraab betydende for os: Høsten er stor.
- ↑ 1 Cor. 3, 9.
