13
Jesu Ord var den Gang sagt i rette Tid; men hvor mange ere ikke de Tider, Guds Kirkes Historie baade i det gamle og nye Testamentes Aldere fremviser, hvor Menneskene høiligen have trængt, eller hvor de have vaagnet til en almindelig Eftertanke om deres Trang, hvor Hierterne ligesom eensstemmig have aabnet sig, den ene stemte den anden til Begierlighed efter Lys og Sandhed, og hvor det ønskeligste Gode har været, som en Folkesag; hvor det kunde hede: Høsten er stor.
Gud, der ene har sammenlænket Slægterne, vedligeholdt dem til en høiere Bestemmelse, har ikke ladet nogen Slægt aldeles være uden sit Vidnesbyrd. Men han er Viisdoms Gud, han vil ikke lade sit Ord komme tomt tilbage. Det beroer paa menneskelig Tilbøielighed, at hans Ord og Sandhed giør Indtryk og virker.
Hvor sikkert kan vi slutte, at det har været til rette Tid Propheterne ere opvakte. At deres Ankomst har saavel været en Følge af Folkets Trang, som en Varsel, at Gud vilde besøge sit Folk, og altid en Paamindelse, at benytte sig af Tiden, det læse vi overalt af deres Udraab til Folket.
Og at det var saadan en Tid i Jesu Dage, hvor Folket ikke alene trængde, men hvor deres følte Trang vilde giøre Oplysningen frugtbar, det see vi i den Forklaring, Jesus selv giør over Textens Ord: fra Johannis den Døbers Tid af indtil nu, siger han: indbryder Guds Rige med Vold, og de, som giøre det Vold, bemægtige sig det[1].
- ↑ Matth. 11, 12.
