28
Omgang ere udartede, og den Hiertets Oprigtighed og Eftergivenhed, hvortil vi igien skal danne os. Vor Beskiæftigelse med dem er den naturligste Fornøielse, da vi ligesom selv voxe i Fuldkommenhed, daglig føle vor Løn ved at see dem tage til.
Ja den er, hvilken et levende Haab for den tilkommende Tid! I disse, der skal besætte vor Plads igien paa Jorden, skal vi leve op igien, vort Minde bevares, vor Ihukommelse blive til Velsignelse.
Men kan det vel skee ved at behandle dem som Dyr, der lære at snakke, ved at foresætte blot deres Hukommelse visse Sandheder at lære, ved at undersøge, hvor hurtig, hvor troe denne dyriske Evne har været? O Hæld være vore Børnevenner! der rørte vor Opdragelses Daarlighed, og gav denne tørre Bygning et Stød til Fald! dem der arbeide paa Redskaber til at lette vort Arbeide i Bøger, der danne Talen, men med Talen fremlede Fornuftens Brug: Bøger, der røre Hiertet, men røre det uden Tvang, der indaande Følelser med Fornøielse, og paanøde Dyder som Livets Glæder. Ach maatte disse fornuftige, disse menneskekierlige Opfindelser ikke saa længe hindres, ikke saa længe overveies, indtil de glemmes!
Kan da den tilkommende Slægt undskylde sig? Ja kaste vi disse Midler bort, og ikke selv arbeide med dem. Vi skal jo medarbeide til vore Brødres Glæde, vi skal jo være deres Hælds Anvisere. Tie vi, skal vi endnu hænge i den gamle Læremaade? Saa vil de bedste Opfindelser være frugtesløse.
Selv hint velgiørende Baand paa vor Ungdom, den over et halvhundrede Aar prøvede Con-
