27
fremmede for vore Menigheder; naar vi ikkun følge hans Fodspor og i alt viser Pauli Exempel: Ikke at vi ville herske over deres Troe, men være Medhielpere til deres Glæde[1].
Men skulde dette Haab, dette for Staten, ja Jorden og Himmelen saa glade Haab slaae feil, fordi Undertrykkelse havde betaget vore Brødre, disse i saa lang Tid Værgeløse, Mod og Lyst: Eller fordi deres, ved en Opdragelse som Trældyr, indgroede Træghed næsten var uovervindelig: Eller fordi Mistanken til deres Oversatte, giorde dem mindre fortroelige med os: O mine Brødre! vort Arbeide, vor Bestræbelse har da retfærdiggiort os: Vi have vor Løn tilbage. Vist nok vil det nedslaae os, at vi selv neppe paa Jorden høste vore Idrætters Frugt; men ere vi mindre en Paulo forpligtede, at legge Grundvolden, som en anden skal bygge paa[2].
Her er da nok en Gienstand for vor Oplysnings-Arbeide? Det er Ungdommen. En Gienstand, som naturlig maa lykkes. Det er ikke mueligt at betragte den uden Varme; thi her er vort Haab, vor Glæde, vor Roses Krone for vor Herre Jesu Christo i hans Tilkommelse[3]. Han den kierligste Menneskeven beskiæftigede sig endog med smaa Børn. Er deres Anbefaling mindre til os end til hans Disciple: Lader de smaae Børn komme til mig[4].
Vor Beskiæftigelse med dem er den bedste Skole for os selv; her lære vi at kiende os selv, hvad vi have været, de gode Træk, hvorfra vi ved Verdens
