130
ægteskabelige Huuslivs ængstende Stilleben. Jeg elsker Natur, men er en Haver af den anden Natur.” Du veed, det maa man lade Dig, med forførersk Varme og Veemod at skildre den lykkelige Tid, da man endnu gjør Opdagelser, med Angst og Forfærdelse at afmale den Tid, da det er forbi; Du veed til det Latterlige og Modbydelige at udpensle en ægteskabelig Eensformighed, som end ikke Naturen har Mage til; „thi her er dog, som allerede Leibnitz har viist, Intet ganske eens, en saadan Eensformighed er kun forbeholdt de fornuftige Skabninger, enten som Frugt af deres Søvnighed eller af deres Pedanteri.” Jeg har nu ingenlunde i Sinde at negte Dig, at det er en skjøn Tid, en evig uforglemmelig Tid (læg vel Mærke til, i hvilken Betydning jeg kan sige dette), da Individet i Elskovens Verden forbauses ved og lyksaliggjøres i det, som vel for længe siden har været opdaget, som han vel ofte har hørt og læst om, men som han dog nu først tilegner sig med Overraskelsens hele Enthusiasme, med Inderlighedens hele Dybde; det er en skjøn Tid lige fra Kjærlighedens første Anelse, det første Syn, den første Forsvinden af den elskede Gjenstand, den første Accord af denne Stemme, det første Blik, det første Haandtryk, det første Kys lige til den første fuldkomne Forvisning om sin Besiddelse; det er en skjøn Tid, den første Uro, den første Længsel, den første Smerte, fordi hun udeblev, den første Glæde, fordi hun kom uventet — men hermed skal ingenlunde være sagt, at det Paafølgende ikke er ligesaa smukt. Du, der indbilder Dig at have en saa ridderlig Tænkemaade, prøv Dig selv. Naar Du siger, det første Kys er det smukkeste, det sødeste, da fornærmer Du den Elskede; thi det, der giver Kysset absolut Værdi, er altsaa Tiden og dens Bestemmelse.
For imidlertid ikke at skade den Sag, jeg forsvarer, maa Du først staae mig lidt til Regnskab. Dersom Du nemlig ikke vil gaae ganske vilkaarligt tilværks, maa Du angribe den første Kjærlighed paa samme Maade, som Du angriber Ægteskabet. Skal den nemlig bestaae i Livet, maa den være udsat for de samme Fataliteter, og vil langtfra ikke have de Midler til at stride imod med, som den ægteskabelige Kjærlighed har i det
